I Jehovas Vidners magasin “Vagttårnet,” beskrives homoseksualitet som “forkasteligt og seksuel umoral”

Selvom homoseksualitet er accepteret af den menige danske befolkning, må homoseksuelle i Jehovas Vidner vælge mellem at undertrykke deres seksualitet – eller blive udstødt. 

Henrik Bergkvist meldte sig ud af Jehovas og sprang ud som homoseksuel, da han var 32. Foto: Calle Nissen 

Af Calle Dürhkoop Nissen 

Henrik cyklede langs Viborgs villaveje med en sten i maven. Det var følelsen af skyld og skam, der lå tungt i ham. Regn fulgte ham hele vejen hjem til sin bedstefar. Her havde han boet, siden sin mor døde to år før – da han var 14. Med sin tro til Jehova, vidste han, at det, han havde gjort, var forkert, men hans krop og sind ville noget andet. Henrik blæste gennem entréen og direkte ind under bruseren. Han skruede helt op for den varme hane og stod der, frossen, med sit splittede sind. 

 “Det er uretfærdigt, at jeg skal have det sådan her. Hvorfor kan jeg ikke bare være normal?” 

På det dampende badeværelse rystede han stadig hele vejen ned til tæerne. Det var hans krop, der reagerede fysisk på tankerne, der stormede i hans hoved. Kan han sige noget til nogen? Skal han gå til bekendelse? Han følte dårlig samvittighed overfor for sin familie – og overfor Gud. Sikkerheden om, at han skulle se sin mor i paradis, havde holdt ham oppe. Nu gyste Henrik ved tanken, at han ikke kunne komme i paradis. Så skulle han aldrig se sin mor igen. 

“Jeg var fuld af skam. Jeg følte mig beskidt.”  

Det var første gang Henrik havde sex. Han havde længe følt, at han måtte prøve det, men som Jehovas Vidne var det imod hans tro. Nu havde han alligevel taget skridtet videre. 

Jehova er lov 
ph.d. i religionssociologi og russisk, Annika Hvithamar, er Institutleder for Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Hun beskæftiger sig blandt andet med kristne minoriteter som Jehovas Vidner. 

Ifølge Annika Hvithamar er synet på homoseksualitet i Jehovas Vidner, som den er i mange konservative, kristne trossamfund. Det er fælles for store dele af den kristne verden, at homoseksualitet er set som noget, man ikke må praktisere. Både for Jehovas Vidner og øvrige konservative kristne retninger er det gældende, at det er tilladt at bekende sig som homoseksuel men ikke at praktisere homoseksualitet.

Støttegruppen Eftertro hjælper danskere, der lider under et trossamfunds sociale kontrol. Medstifter af Eftertro, Simon Ørregaard, betegner Jehovas Vidner som et parallelt retssamfund, der har deres egen jura og egen moral. Han kritiserer Jehovas Vidner for at udøve det, han mener er psykisk vold i form af indoktrinering, overvågning og trusler om udstødelse for at håndhæve deres egne omfattende regler, der ofte viger meget langt fra den almindelige jura og moral. Et af de punkter, Jehovas Vidner afviger på, er homoseksualitet, forklarer Ørregaard.

“I Jehovas Vidner lærer homoseksuelle at se sig selv som forkerte. Der er forståeligt nok mange, der ikke kan bære den følelse og bryder ud af Jehovas Vidner af samme grund” – Simon Ørregaard 

Homoseksualitet var et valg 

Da Henrik var 14, begyndte de første seksuelle tanker. Men de handlede ikke om piger. Henrik var allerede der sikker på, at det var noget galt med ham. Han havde læst bøgerne. Homoseksualitet var et valg. Heldigvis kunne homoseksualitet sagtens jages bort. Jo mere han bad, forkyndte og engagerede sig i menighedens møder, jo mere ville det forlade hans krop. Han gjorde som teksterne sagde, men intet hjalp.  

Henrik havde sit første seksuelle møde med en fyr som 16-årig. Skrækken for at blive opdaget holdt ham fra at mødes med en fyr igen i et helt år. Han kunne ikke snakke med nogen om det. Ingen måtte vide det.  

Da Henrik var 18 levede han et dobbeltliv. Om dagen var han et kyndigt medlem af menigheden. Han kom til alle møderne og var lige så troende som sin næstemand. Men på Viborgs handelsskole havde Henrik fået en omgangskreds udenfor menigheden. Om natten var han i byen med sine verdslige venner og handlede nu igen på sine lyster – stadig med skam og skyld. 

Den sociale kontrol
Susanne Benderfeldt er tidligere Jehovas Vidne og rådgivende psykolog hos InsideOut, der hjælper folk, der har brudt med en sekt. Hun beskæftiger sig blandt andet med Jehovas Vidner og de psykiske konsekvenser af at være underlagt trossamfundets sociale kontrol. Hun karakteriserer, Jehovas Vidner som en gruppe, hvor man handler ud fra, hvad gruppen beder dig om og forventer af dig, og ikke hvad du selv føler er rigtigt eller forkert.

“Hvis du skulle få lyst til at tænke selv, og du afviger fra det, gruppen siger, så bliver du upopulær. Du kommer til at blive behandlet, som om du er forkert” – Susanne Benderfeldt   

En del af den af sociale kontrol er også den interne anmeldepligt. Benderfeldt påpeger, at den i Jehovas Vidner ikke italesættes som en anmeldepligt. “Hvis din veninde for eksempel gør noget, hun ikke må, og du ved besked om det, og hun ikke selv går til ældsterådet. Så skal du gøre det,” forklarer Benderfeldt. 

Det bedste der kunne ske 
Efter gymnasiet, flyttede Henrik til Aalborg. Her mødte han en kvinde, som han faktisk forelskede sig i. De blev gift efter kort tid, da Henrik var blot 21 år. 

“Jeg tænkte i min naivitet, at det ville hjælpe på min homoseksualitet at være gift med hende” 

Henriks drøm, om at dette skulle få ham “tilbage på stien”, var ikke gået i opfyldelse. Han kunne ikke undertrykke sine lyster og begyndte igen at ses med mænd. Efter et par år blev dette dobbeltliv for tung en hemmelighed for Henrik, så han tilstod overfor sin kone. Hun bad ham om at gå til bekendelse og komme på det rette spor igen. 

Dommen 
Henrik tog kontakt til ældsterådet og fortalte om sin situation, hvorefter han blev indkaldt til et udvalgsmøde. Han skulle han sidde overfor tre af menighedens ældste og indrømme sine synder. De tre mænd var i dette tilfælde tre af Henriks bekendte fra menigheden. 

Dommen blev en “lukket irettesættelse.” Henrik fik frataget sine privileger i menigheden, men resten af menigheden fik ikke noget at vide om Henriks sag. Det var en mild dom under Henriks omstændigheder.
 

“At sidde overfor tre mænd jeg havde kendt hele mit liv og udlevere mig selv. Det lovede jeg mig selv, at det gør jeg aldrig nogensinde igen. Det var det mest ydmygende og nedværdigende, jeg nogensinde er blevet udsat for”
 

En symbolsk dødsstraf 
Simon Ørregaard betegner udstødelse som en symbolsk dødsstraf.  “Der er ingen mulighed for at sige farvel, der er ingen kontakt igen, og man får ingen information indefra,” forklarer han. Susanne Benderfeldt peger på straffene Jehovas Vidner udøver, som en stor del af, at de kan håndhæve deres regelsæt så stringent. Ud over, at der selvfølgelig også er mange, der tror meget dybt på budskaberne.

Annika Hvithamar ønsker at understrege, at udstødelse skal ses som en disciplinærstraf – ikke en dødsstraf. Udstødelser udføres altså med henblik på at irettesætte en person for så at genoptage dem, når de igen retter sig ind efter Jehovas Vidners normer og regler.

Joan 
Efter 10 års ægteskab vender Henriks verden sig på hovedet. Han møder Joan, og for første gang er Henrik forelsket i en mand. Han havde aldrig følt noget lignende. Henrik vidste, at han aldrig ville kunne leve med Joan og blive i Jehovas Vidner samtidig. Han skulle vælge mellem Joan eller hele sin familie og omgangskreds. Derudover var Henrik også stadig dybt troende. Derfor skulle han også vælge mellem Joan og et efterliv i paradis. 

“Jeg kunne ikke se mig selv blive 60 år og have levet i skjul bag en fin facade” 

Han levede stadig med overbevisningen, at harmageddon, dommedagen, snart kom. Han var sikker på, at der højest var fem år til, at Jorden gik under. Men han valgte Joan. 

“Jeg tænkte med mig selv, at hvis jeg kan nå at få fem gode år inden harmageddon kommer, inden gud griber ind, inden jeg dør, så er det okay” 

Henrik og Joan blev gift i 2014 – syv år efter Henriks brud med Jehovas Vidner. Foto: Henrik Bergkvist 

Kom udstødelsen i forkøbet 

Henrik valgte at melde sig ud af Jehovas vidner, inden de fik muligheden for at udstøde ham. Han sendte et brev til menigheden, hvor han erklærede, at han ikke længere betegnede sig selv som et Jehovas vidne. Fra det øjeblik af kunne han aldrig igen kontakte sin familie eller sine venner.  

“Folk fra menigheden gik over på det andet fortov, når de så mig. Mennesker, jeg har kendt i 25 år, vil ikke hilse på mig på gaden eller se mig i øjnene” 

Den eneste person indefra, Henrik stadig kunne se, var hans søn, Phillip, fordi han ikke var døbt som Jehovas Vidne endnu. Ud over sin søn kendte Henrik nu kun sammenlagt fem mennesker.  

“Det var utroligt hårdt, og det var derfor, at det tog mig så lang tid at tage beslutningen om at springe ud. Men det blev starten på et nyt liv” 

En sorgfuld proces
Simon Ørregaard påpeger at på trods det faktum, at mange selv afskriver sig, eller trodser deres menighed velvidende, at de bliver udstødt, så er det en enorm angstprovokerende handling og en sorgfuld proces at opgive sit liv i Jehovas Vidner. 

Annika Hvitamar fremhæver, at historier, der kommer frem i offentligheden, ofte handler om de traumatiske udstødelser. Ved mange udstødelser bliver den udstødte genoptaget. Udstødelse er et middel til at regulere medlemmers adfærd.

“Det er så dem, som ikke ønsker eller kan leve efter Jehovas Vidners regler, der bliver ved med at være udstødt. Der er dem, der lever ganske fint med det, og dem der oplever udstødelsen som dybt traumatisk”
– Annika Hvithamar  

Et hjem i Sydhavnen 
Da støvet havde lagt sig efter bruddet med fortiden, var Henrik landet på benene. Han havde fået et arbejde, hvor han kom i kontakt med mange nye mennesker og dannede sig nye venskaber. I hans nye sekulære kredse begyndte Henrik også at tvivle på sin tro. Det samme gjorde hans søn, der valgte aldrig at blive døbt ind i Jehovas Vidner. I dag bor Henrik med Joan og Phillip i Sydhavnen i København. Han anser sig selv som ateistisk – og lykkelig.  

(9.987 anslag)